En mandag formiddag var den amerikanske forfatter Siri Hustvedt hovednavnet i en masterclass om at leve. Med to professorer og et lokale fyldt med interesserede lyttere blev der diskuteret alt lige fra litteratur, erindring og kulturforståelse til neurologi og kønsproblematikker.

”Som omstrejfende romanforfatter og essayist med akademisk baggrund inden for litteratur har jeg svømmet i retning af forskellige øer gennem et stykke tid. Jeg er nået i land på et par stykker af dem og er endda blevet hængende lidt for at tjekke de indfødte. Det jeg har opdaget er både spændende og skræmmende. På trods af vanskeligheder med at afkode utilgængelige tekster og lære fremmedartede ordforråd […], er jeg blevet permanent forandret af mine ekskursioner. Tanker om hvad det vil sige at være menneske er blevet ændret, udvidet og rekonstrueret gennem mine eventyr inden for kunstteori, neurovidenskab og psykoanalyse. Samtidig er jeg blevet trist over manglen på fælles, delt viden. Det kan være ret svært at tale til folk, at få dem til at forstå én og at forstå dem. Selve dialogen kan komme i fare.”

Sådan skriver Siri Hustvedt i sit essay ”Ekskursioner til øerne med de lykkelige få”, som kan findes i essaysamlingen At leve, at tænke, at se. De omtalte øer er en slags fagspecifikke minisamfund, som alle besidder egne sprog og normer. Læser man Hustvedts essaysamlinger – som også omfatter En bøn for Eros og En kvinde der kigger på mænd der kigger på kvinder – er det tydeligt, hvordan forfatteren bruger sin omfattende viden indhentet fra de forskellige øer til at skildre sin måde at forstå verden. Den nuancerede essaystil kom til live denne mandag formiddag.

 

En rejse uden rejseplan

Forrest i lokalet sidder Siri Histvedt flankeret af to andre kloge hoveder: professor mso. Mads Rosendahl Thomsen fra Aarhus Universitet og professor Karin Kukkonen fra Oslo Universitet. I ægte akademisk stil finder denne masterclass sted på Aarhus Universitet – mere præcist i Mogens Zielerstuen i Studenterhuset.

De velkendte gule mursten fremhæves af sensommersolens lys, der strømmer ind ad de store vinduer. Uni-stemningen øges da Thomsen annoncerer, at arrangementet starter lidt forsinket, fordi de studerende, der har bestilt billet, antog at det akademiske kvarter også eksisterer her.

Starten bruges på at fastlægge den afslappede og uformelle stemning, der ønskes til sådan en masterclass. Dermed bærer arrangementet og diskussionen præg af den uformelle tone, der også i høj grad anvendes i Hustvedts essays. Strukturen er svævende og lidt svær at gennemskue, da den hovedsagligt er bundet op på de diskuterendes associationer.

Denne struktur – eller mangel på samme – kræver en tilskuer med en viljestærk koncentrationsevne for at få alle pointerne og meninger med. Den lyttende udfordres også af, at man let forstyrres af forbigående på gangen, som kun er adskilt af en tynd (ikke lydtæt) glasvæg. Mister man fokus et kort øjeblik, har diskussionen taget et sving i en anden retning end da man stod af.

 

Hvad er læsning?

De mange meget forskellige emner, der diskuteres, skyldes Siri Hustvedts mange interesseområder. Dette præsenterer hun også i At Leve, At Tænke, At Se: ”Læseren [i dette tilfælde lytteren] vil finde referencer til filosofi, neurovidenskab, psykologi, psykoanalyse, neurologi og litteratur.”

Med et udgangspunkt, der ikke kan fastlåses til et bestemt øer, men trækker på viden fra mange, spørger Hustvedt sine panelpartnere og rummets tilskuere:

”Hvad er sindet? Hvad er tanker? Hvad er læsning?”

Det er tre spørgsmål, som forskellige videnskaber, filosofi og kunst har forsøgt at svare på i meget lang tid. Noget interessant ved Hustvedts fremlægning af spørgsmålene og hvordan de hænger sammen, er hendes forståelse af læseoplevelsen:

”Hvad består læseoplevelsen i?” spørger Hustvedt retorisk.

Hun forklarer, at hun forstår læseoplevelsen som bestående af to oplevelser: den ydre, fysiske oplevelse af hvor du sidder, hvad bogen vejer osv., og den indre oplevelse af forestillinger, tanker og følelser. ”Denne oplevelse er ægte!”, fastslår hun, og forkaster ideen, om at følelser tricket af fiktive karakterer ikke er ægte følelser.

Pludselig har diskussionen bevæget sig hen på teknologi og det posthumane. Cyborgs, Kierkegaard, virket som forfatter, kognitionsvidenskab, fantasi, erindring, bogens måske kommende død, indre stemmer og fremskridtsfrygt er alle ting, der berøres. Nogle gange blot som en kort kommentar, andre gange som udfoldede pointer.

Det er lidt som at læse essaysamlingerne: Man behøver ikke forstå det hele, for at brudstykkerne kan give noget i sig selv. Helheden er ikke nødvendig for at give værdi til delene, da delene alle er interessante.

 

Tidstypisk afslutning

Man kunne nok have forventet det – diskussionen om køn. Den synes at være allestedsværende, og den er bestemt også til stede i Hustvedts essay-forfatterskab.

Slutteligt i arrangmentet diskuteres det, hvordan det kan være, at mange mænd ikke læser litteratur skrevet af kvinder. En af de få mandlige tilskuere rejser sig og forsvarer højmælt sit køn: ”Det er ikke fordi man nødvendigvis er bange for at underkaste sig. Man kan som mand måske bare ikke sætte sig ind i og forstå en kvindes perspektiv og sprog.”

Karin Kukkonen påpeger, at kvinder gennem hele litteraturens tid og stadig i høj grad den dag i dag læser mandlige forfattere uden disse problemer.

Med en lettere akavet stemning i lokalet slutter arrangementet. ”Der er desværre ikke mere tid” fungerer som en blødgørende buffer. Arrangementet, de mange afstikkere og associationer, og ikke mindst manglen på tid opfordrer alle til at læse Hustvedts essays. Man går fra Mogens Zielerstuen med en oplevelse af at være blevet klogere – på livet, på forfatteren Siri Hustvedt, på verden og litteraturen – og meget mere forvirret, end da man gik ind.

 

tekst: Mette Grandahl

foto: Line Møller Christensen

 

Ekstra info

Arrangementet var arrangeret af Authors in Aarhus og Aarhus Kommunes Biblioteker.

Senere på året kan du også opleve engelske Sir Antony Beevor og norske Vigdis Hjort.