CultureWorks har i samarbejde med festugen forvandlet Klostertorv til ClusterSquare. Gennem en uge i sensommeren vil området være spækket med arrangementer, og søndag den 27. august var Litterær Lounge på besøg.

Klostertorv er i slutningen af august omdannet til lidt af en legeplads. Med Aperol-bar, Virtual Reality-boder, Birks Køkken og en portvinsbar er caféområdet midt i Aarhus for alvor gået i festugehumør.

Navnet er da også ændret til ClusterSquare, og sammen med projektet CultureWorks danner torvet ramme for en masse kulturelle begivenheder ugen ud.

 

Litteratur under åben himmel

Søndag stod i litteraturens tegn. Sensommervejret viste sig fra sin bedste side, da Litterær Lounge var trukket udendørs og ville berige de søndagsfriske aarhusianere med oplæsninger fra Sebastian Bune, Malte Frøslev og Anne Katrine Bagai.

De improviserede bænke foran scenen var dog kun cirka halvt fyldte, da Malte Frøslev som dagens første gæst trådte op på scenen for at læse et par digte op.

“Det ene digt er lidt filmagtigt, mens det andet handler om fodbold,” proklamerede han, inden han gik igang.

Den ovale scenes bagtæppe blæste lidt i augustvinden, og det afslørede midtbyens busser og bumser, der mindede én om, at man trods alt stadig befandt sig midt på Klostertorv. En ældre herre klædt i hvidt havde da også fundet plads oppe foran scenen, hvor han sad med mentolcigaretter og elefantøl under oplæsningerne. Han havde af uransagelige årsager også taget en Ælling-hånddukke med, som han brugte til at efterligne forfatternes oplæsninger.

 

Debutroman og børnestøj

Dagens næste levende billede var Sebastian Bune, der havde taget sin anmelderroste debutroman Min Familie med, som han læste tre kapitler op fra. Baggrundsstøjen af børn, der spiller Ludo, og forældre, der drikker gin & tonic, gjorde desværre, at det var svært at få alle detaljerne i den ellers fine oplæsning med.

Mellem hver oplæser havde Litterær Lounge sørget for en husmusikant. En fyr i bordeauxfarvet skjorte agerede enmandsorkester, når han med en Fender Stratocaster og en loop-pedal agerede intermezzo.

I mellemtiden havde herren foran scenen suppleret Ælling med en ny hånddukke, hvor han nu fremførte et improviseret dukketeater. Aarhuslits skribent må indrømme, at det tog en del af opmærksomheden, men dagens sidste gæst, Anne Katrine Bagai, fik med en kæk bemærkning fokus tilbage på dagens egentlige begivenhed.
“Er i kampklar?” spurgte hun.

Hendes første digt var ført frem med en vis selvsikkerhed og intonation. TIl slut talte hun med en karikeret men udefinerbar indvandrer accent, der gradvist blev mere og mere absurd.

“Det er nogle mærkelige digte,” indskød hun, til publikums store fornøjelse.

Sådan fortsatte det gennem de næste par digte. Hele arrangementet tog kun 45 minutter, og baggrundsstøjen fik desværre lidt for meget indflydelse på eventet. Det var dog stadig rigtig hyggeligt, og publikum virkede ovenud tilfredse.

 

 

Tekst: Emil Valdimarsson

Foto: Mariana Gil