Lyd+Litteratur festivalens anden dag bød på eksperimenterende oplæsninger og helt særlige lydoplevelser på Radar, der er hjemstedet for arrangementet.

I det halvmørke rum sad vi på stole og små træinstallationer med opmærksomheden rettet mod scenen, hvor tekst og lyd komplementerede hinanden i en forening af forfattere, musikere og lydkunstnere.

 

Ordeksperiment læses højt

Mads Mygind

Opmærksomheden blev vakt ved Mads Myginds oplæsning af det konkretpoetiske bogprojekt nu, der er blevet til i et samarbejde med billedkunstneren Lise Haurum og udgivet af 365tekster. Han viste publikum værket: En stor kuvert gemmer på digtene, som også kan være små plakater i kraft af de grafiske udtryk med bogstaverne.

Med sin rytmiske oplæsning viste Mygind, at tempo og trykforskel kan ændre ord fra at være ord i en kontekst til at blive selvstændige lyde, der får nye betydninger. Et interessant projekt som skal opleves live.

 

Når lyd og litteratur sammensmelter

Derefter blev vi inviteret ind i et legende, musisk univers med trioen Peter Laugesen, Anders Mathiasen og Bjørn Heebøll, der slog fast, at tekst og lyd tilsammen kan noget helt særligt.

Peter Laugesen

Mathiasen skabte lyd med pladespillere, hvorpå der stod små kranlignende modeller, som rørte to guitarer. Et imponerende set-up, som jeg ikke har set før. Det skabte en fascination hos publikum, der efter forestillingen måtte helt tæt på og se, hvilke dimser han havde med.

På trommer var Bjørn Heebøll, der også eksperimenterede med trommestikker af forskellig herkomst – heriblandt små spisepinde og viskestykker. Især slagtøjet var med til at styre stemningen, og man følte sig tættere på det, som Peter Laugesens oplæsning drejede sig om.  Det var især hans nyeste digtsamling Traveling, han læste højt fra. Men Laugesen læste ikke kun højt, han greb også sin mundharmonika et par gange.

Samarbejdet var kreativt og nytænkende. De formåede at balancere udtrykket mellem en jamsession og en arrangeret fremvisning. Som publikum følte man sig med inde i maskinrummet.

 

Intimkoncert med Teitur

Teitur

Den færøske kunstner Teitur var i sit rette element på Radar, hvor han selv styrede slagets gang med små anekdoter og introduktioner til sangene. Han gav et indblik i sit arbejde med at skrive salmer til Kirkesangbogen, der udkom tidligere i år. Vi hørte sangene ”Utrolighedsfrø”, ”Syner” og ”Depressionstesten”, der hver især gjorde sit indtryk.

De instrumentale klaverstykkerne ”Y Arpeggios” fra 2017 er inspireret af bogstavet y og dets form. En spændende lydoplevelse, hvor man fik lyst til at lukke øjnene og udforske musikstykket.

Senere på aftenen gæstede Oxx sammen med Mette Østergaard Henriksen og Jonas Okholm Jensen sammen med Tobias Corell Lyd+Litteratur festivalen.

 

tekst: Christa Visholt

foto: Mariana Gil