Den 25.-27. oktober afholder 365tekster Lyd + Litteratur festival på Radar. Festivalens første dag er blevet skudt i gang af en lydinstallation af Schweppenhäuser/Thomsen & Morten Søndergaard.

Jeg er i en grotte. Eller, det er jeg selvfølgelig ikke. Jeg er på Radar, som i dagens anledning er indrettet som den mest behagelige og fatboy-bedækkede grotte i mands minde med nødudgangsbelysning, der forhindrer mørkets dominans. Men jeg er på en stemningsrejse gennem en grotte.

Lydinstallationen Speos er skrevet af forfatteren Morten Søndergaard. Vi følger en person, som er på en art mission. Han skal ind i bjerget og ind gennem et enormt underjordisk gangsystem for at finde frem til det, nogen har kaldt Stilhedens Kammer – et kammer, som ligger dybest inde i bjerget, og hvor man kan opleve fuldkommen stilhed. Fra denne rejse dybere og dybere ind i mørket og ind i stilheden rapporterer han gennem en mikrofon, og lytteren følger med hele vejen.

Foto: Mariana Gil // Morten Søndergaard sad selv med blandt publikum under installationen.

Jeg-fortællerens skrattende rapporteringer er tilsat elektronisk musik af Schweppenhäuser/Thomsen, men musikken er meget mere end musik. Faktisk blander fortælling og musik sig så godt, at jeg knap bemærker det som andet end et samlet udtryk.

Musikken er en bevægelse ind i grotten, en rytme, der følger de skridt, vi tager.

Musikken er grotten selv, de hårde sten med deres fugtige overflade, der omkranser et altomslugende mørke.

Musikken er fortælleren, eller måske nærmere hans sindstilstand, det er den side af hans rapportering, han ikke kan sætte ord på, og i den forstand er musikken også en advarsel.

For selvom fortælleren ganske vist giver udtryk for at han er lidt nervøs og han har hans betænkeligheder ved missionen, så har han overordnet et ret roligt udtryk. Musikken er derimod alt andet end rolig. Den er faretruende og mørk. Den er en følelse af uro og ubehag.

Foto: Mariana Gil // Publikum ligger eller sidder på gulvet og på fatboy-sækkestole.

Stilhedens kammer

Speos betyder grotte på græsk, og netop denne grotte ligner ifølge plantegningen en øregang, hvor stilhedens kammer befinder sig i det indre øre. Det primære organ i det indre øre er øresneglen, som hedder således, fordi den ligner et sneglehus. Det er i det inderste af denne spiral, den fuldstændige stilhed befinder sig.

Ifølge fortælleren sætter stilheden i grotten sig som elektroniske impulser i kroppen, hvilket faktisk er det, lydbølgerne gør i øresneglen. De bliver omdannet til nerveimpulser, og vibrationerne fra dem forplanter sig i væsken i øresneglen, hvilket danner det sanseindtryk, der bliver sendt til hjernen. I den forstand kan man altså sige, at fortælleren opfatter stilheden som lyd.

Det forklarer måske også, hvorfor han, da han rækker mikrofonen ud i Stilhedens Kammer for at optage stilheden, siger: ”Var det en lyd? Det tror jeg, det var”.

Foto: Mariana Gil // Plantegninger over hulen

Lydinstallationen slutter med, at vores fortæller finder vej ud af hulen igen, og mens han nyder solens stråler fortæller han:

”Det er helt sikkert en oplevelse, jeg ikke ville have været foruden. Men en ting er helt sikker – jeg skal ikke derind igen!”

Jeg er enig med fortælleren så langt, at jeg heller ikke ville have været oplevelsen foruden, men så længe der bare er tale om en fatboy på Radar, så går jeg gerne derind igen.

tekst; Nanna Westergaard

billede: Mariana Gil