Stærke kvinder dominerer Mette Søs forfatterskab. Men i hendes seneste roman, Sommergræs vinterorm, er hovedpersonen intetkøn, hvilket udfordrer læserens idé om køn. Og det er der en helt særlig grund til. Grunden hørte jeg torsdag aften til forfattersalon på Risskov Bibliotek.

En skovhugger fra Vendsyssel, tre standhaftige modstandskæmpere under krigen, en hjælperytter i Tour de France og en kvinde, der sælger sine beskidte trusser og gemmer sig i et skab.

Sådan kan hovedpersonerne i Mette Søs tidligere romaner beskrives. På hver sin måde stikker de til samfundets idé om, hvordan en kvinde er og bør være.

Derfor var det også naturligt, at samtalen på Risskov Bibliotek mellem bibliotekar Christina Andersen og Mette Sø handlede om kvinderne i hendes forfatterskab og tilblivelsen af dem.

Med benene knugede over kors beskrev Mette Sø den langsommelige proces, hvor hun taler med sig selv, for at lære sine hovedpersoner at kende.

”Nu bliver det jo pinligt,” udbrød hun.

Denne blufærdighed var også én af grundene til hendes sene debut som forfatter, fortalte hun. Når først hendes navn stod skrevet på bogomslaget kunne hun ikke længere være usynlig.

Men trangen til at skrive voksede sig større. Til sidst var det nødvendig at udgive en roman.

Mette Sø debuterede i en alder af 42 år med romanen Petit Petit i 2010.

Billi er bare Billi

I Søs seneste roman, Sommergræs vinterorm, møder vi hovedpersonen Billi, der er fanget i sit livs krise: Faren dør, kæresten går og jobbet forsvinder. Drabet på en sølvfisk bliver springbrættet til fortællingen, der bevæger sig ud i Europa i jagten på håb for fremtiden.

Historien veksler mellem det tragiske og humoristiske på samme tid. Her navngives den døde sølvfisk:

”Jeg navngiver sølvfisken Kokos. Og jeg vil gerne undskylde.

‘Undskyld, Kokos. Det var ubetænksomt af mig.’

Nej, det siger man ikke ved drab. Drab er med fuldt overlæg. Det eneste, jeg kan sige, er, at det ikke vil ske igen. Ikke bevidst i hvert fald. Og det er åndssvagt, at jeg har givet ham et navn. Det er værre at have slået Kokos ihjel end at have dræbt en sølvfisk. Og det er patetisk at sige undskyld nu, alt, alt for sent. Og endnu mere patetisk at jeg ligger her. Som om det ændrer noget.”

Mette Sø leger med vores følelsesregister. Det ene øjeblik sidder man med et bredt smil, i det næste rynker man brynene – bekymret for Billis skæbne.

I bogen bliver der aldrig skrevet ”han” eller ”hun”. Billi er bare Billi. Derfor er det op til læseren enten at beslutte sig for et køn eller acceptere præmissen om, at Billi bare er Billi – helt uden køn.

Jeg spurgte Mette Sø, hvilke tanker hun havde gjort sig om Billis køn. Hun svarede, at det var et bevidst valg, fordi hun har haft svært ved at identificere sig med den stereotype kvinde. Derfor var det oplagt at skabe en karakter uden køn, som hun kunne spejle sig i.

Så med sin nyeste roman var det et klart princip, at Billi hverken er mand eller kvinde.

Mette Sø

En kønskamp mellem linjerne

Det er med små tilnærmelser og valg, at Mette Sø bevæger sig ind og kæmper for en bredere opfattelse af køn.

Både når Billi ikke får tildelt et køn, og når kvinderne fra de tidligere romaner udfolder sig i mandsdominerede erhverv. I Petit Petit, kæmper cykelrytteren Petit for at nå til tops i Tour de France.

Til forfattersalonen tog Mette Sø os med backstage til livet som forfatter. En filminstruktør havde vist interesse for at filmatisere Petit Petit, men indtil videre står projektet på standby. Forklaringen lød, at vi ikke var klar til en film om en kvindelig cykelrytter endnu.

Men hvornår bliver vi klar?

Som små ringe i oceanet forsøger Mette Sø at skrive kønsstereotyper og fordomme ihjel.

 

Læs mere om Mette Sø og hendes forfatterskab her.

tekst og foto: Christa Visholt