Hvad kan Thomas Korsgaards opvækstsroman og Tine Høegs pendler-digtroman have til fælles – altså ud over at være debutværker fra 2017? En oktober aften mødtes forfatterne med litteraturformidler Daniel Boysen til en samtale om litteratur, livets overgange og det at udgive en bog for første gang.

Mandag aften samledes en beskeden flok mennesker i Lille sal på Dokk1. Det noget kønsløse, konferenceagtige lokale er forsøgt blødgjort med en enkel gammel standerlampe, der står midt på scenen. På trods af omgivelserne er det i lyset af denne genstand stemningen for arrangementet skal forstås. Forfattermødet mellem Thomas og Tine var hyggeligt og intimt og præget af en forfriskende umiddelbar tilgang til litteraturen.

Der fumles lidt med mikrofonerne, inden Daniel træder på scenen og byder velkommen til sæsonens første forfattermøde. På en måde er det meget passende, at det netop er Tine og Thomas, der er her i aften. De er i år debuteret med henholdsvis Nye rejsende fra januar og Hvis der skulle komme et menneske forbi fra februar. Så dette første forfattermøde bærer præg af at handle om noget nyt – nye forfattere, nye værker.

Aftenens program skal også handle om forandringer og overgange, der kan finde sted i et liv. Fra barn til voksen, fra landet til byen, fra studerende til gymnasielærer eller fra almindeligt menneske til kendt, udgivet forfatter.

 

Ny litteratur

”Bogen har en seks-syv måneder på bagen” siger Thomas, da han skal læse op af sin bog. Han er dog tydeligt øvet i at læse op fra sin roman, man skulle tro han havde gjort det i flere år. De sider, Thomas læser op, anslår tonen i romanen og et tema for resten af aftenen: forholdet mellem det sorgfulde, det ironisk distancerede og det sjove.

Efterfølgende skal Tine til at læse op af Nye rejsende. Hun starter dog med at forklare, at bogen ingen genrebetegnelse har. Nogen har kaldt den en ”digtroman”, og denne tolkning synes at være passende. Oplæsningen bærer dermed præg af lyrikkens mere brudte rytme, dog uden at bryde fortællingen – i stedet forstærker den barberede prosalignende form et fokus på dét, der faktisk bliver læst op.

 

At turde skrive

Der rykkes lidt rundt på scenemøblementet, så en samtale bliver så naturlig, som det er muligt i de høje barstole. Samtalen starter med fokus på det at være debutant, og Daniel spørger forfatterne, hvad der har drevet værket.

”Der er så mange svar,” siger Thomas og nævner blandt andet lyst, glæden ved at skrive og kontrollen til selv at strukturere det, at der her er noget i livet, man selv har styr på.

”Det har at gøre med en form for nødvendighed,” supplerer Tine. Hun fortæller, hvordan hun også blev drevet af at opleve en misharmoni mellem de forventninger til, hvor hun burde være i sit liv, og hvor hun egentlig følte sig. Det leder diskussionen hen på en refleksion over, hvad livet overhovedet består af, og Thomas afslutter det med:

”Det er en lang række erfaringer, man så kalder et liv.”

 

At mødes med litteraturen

Forfatterne har tydeligvis en rigtig god forståelse af hinandens værker. Det medfører, at samtalen er levende, dynamisk og vildt interessant, når det ikke bare er den enkelte forfatters egne observationer af eget værk, der kommer i spil. Dette viser sig også i arrangementets sidste del, hvor Thomes og Tine har givet hinanden ”lektier” for. Hver især har de udvalgt et stykke af den andens bog, som de vil rette et særligt fokus på.

Tine vælger et afsnit i Thomas’ roman, der omhandler faderfiguren, som Thomas selv karakteriserer som ”dæmonisk”. Tine begrunder sit valg med Thomas’ evne til med et nænsomt blik at portrættere figurer, som man ellers nemt kommer til at dømme. Denne observation har en blandt publikum også gjort sig, som forklarer, at hun følte en slags ømhed for faderen i Thomas’ roman trods de vaklende og voldlige kvaliteter. En anden kommenterer senere, at noget der går igen i begge værker, er karakterbeskrivelser, der balancerer mellem finhed og brutalitet, en blanding af det sårbare og det aggressive.

Med dette for øje, har Thomas også udvalgt et afsnit af Nye rejsende. Det er er en sjov og velskrevet scene fra en gymnasiefest, som også veksler mellem det hjertevarme og det tåkrummende. Men egentlig er begrundelsen også ret simpel:

”Du er så skidegod til at skrive scener!” er forklarer Thomas, ”Mange stjerner!”.

Sidste del af aftenen handler lidt mere om deres erfaringer med debutantlivet, om angsten for anmelderne, og endnu værre angsten for ikke at blive anmeldt. Det er både dejligt, skræmmende og voldsomt.

”Det eneste du kan være sikker på, er at blive misforstået. Men det er jo også dejligt,” siger Thomas og griner.

Følg med her for at høre om næste forfattermøde på Dokk1.

 

 

tekst og foto: Mette Grandahl