Christina Hesselholdt, Sissal Kampmann, Henrik Nor-Hansen og Laura Lindstedt besøgte Godsbanen i forbindelse med deres nominering til Nordisk Råds Litteraturpris. En interessant aften, skæmmet af tekniske problemer og anden larm.

 

På rundtur i nordiske sprog

Da de første publikummer ankommer i Remisen, tæt ved caféen på Godsbanen, lyder skingre skrig fra lydprøven, som åbenbart først bliver lavet ved arrangementets start. Et par gange må vi tage os til hovedet i håb om, at lyden igen snart forsvinder. Heldigvis sker det kun et par gange, inden forfatterne og værterne ankommer.

Dan Ringgaard introducerer arrangementet med vanlig cool stemmeføring og humoristisk sans. Han starter med motiveringsteksten til nominationen og afslutter med sine egne korte og præcise betragtninger. En fin indføring, hvis man ikke har læst det pågældende værk.

Den første forfatter er den færøske digter Sissal Kampmann, der læser op fra Søndagsland, som hun selv har oversat til dansk. Digtene bliver primært leveret på dansk, men publikum får også fornøjelsen af et enkelt færøsk til sidst. Oplæsningen understøtter den melankolske stemning i digtene og nogle linjer lyder fx: ”Vi spiser fremmede kartofler denne vinter. // Den sorte syge åd kartoffelmarken i sommer / og den synes at have ædt sig / længere og længere / ind i husene / som efteråret skred frem.”

 

 

Henrik Nor-Hansens skildring af vold i Norge i Termin bliver fremført på nynorsk, og ørerne spidses blandt publikum for at følge det syngende sprog, fange forståelsen og nyde de nøgterne betragtninger om hovedpersonen Kjetil. Han findes bevidstløs en sankthansaften og læseren følger ham i en vanskelig genoptræning. Nor-Hansens roman er oversat til dansk og udgivet på Forlaget Silkefyret i 2017. Forlaget var til stede som det eneste for at give publikum muligheden for at købe et værk.

Under de to første oplæsninger bliver døren åbnet ud til den larmende café et utal af gange, hvilket i sig var forstyrrende. Oven i det dukkede en lille bjørn op på bagvæggen et par gange, da en projektor pludselig tændte – og som sidste led i tre-trins-raketten skrattede mikrofonen som en svag summen under forfatternes stemmer.

 

 

Christina Hesselholdt starter også med at påpege, at nu må døren blive holdt lukket, inden hun begynder at læse fra sin portræt-roman Vivian, der handler om den amerikanske gadefotograf Vivian Maier. Dan Ringgaard peger på, at det er en ny måde at skrive biografi på, og det viser oplæsningen også, hvor flere fortællerstemmer flettes ind i hinanden; ligesom fortælleren optræder som selvstændig karakter. Jeg kommer til at tænke på Eva Tinds Astas Skygge, der også bærer træk af en faktisk-fiktiv undersøgelse af en person. Dog mere personlig i Tinds tilfælde.

 

 

Laura Lindstedt markerer et brud, da hendes roman Oneiron (en drøm) er skrevet på finsk. Først læser hun et stykke op, derefter Dan Ringgaard på dansk. En spændende og sjov oplevelse, der dog også blev påvirket af, at der i denne omgang kunne høres musik fra et andet lokale. Romanen handler om øjeblikkene efter døden, hvor syv kvinder mødes i et hvidt rum, mens de langsomt mister flere og flere sanser. En roman, jeg helt sikkert vil læse.

 

Der findes ingen nordisk stemme

 

 

Aftenens anden runde drejer sig om, hvorvidt der findes en fælles nordisk stemme eller ej. Lene Johansen (tidligere DR) varetager samtalen mellem forfatterne, der ironisk nok foregår på en kombination af dansk, norsk og engelsk.

Der går ikke lang tid, før Hesselholdt siger: ”Jeg tror ikke på det nordiske”, hvorefter de andre forfattere istemmer sig. Lene Johansen opfanger hurtigt pointen i en kvik bemærkning om, at den nordiske tone hermed er udryddet og publikum småklukker.

Alligevel forsøger samtalen at indkredse det fælles nordiske, og det bliver til tider en smule forceret. Men forfatterne kommer heldigvis ind på nogle overlap om fx vejr, dyreliv og natur, der på en eller anden måde har en særegen plads i visse nordiske værker. Men en decideret nordisk stemme findes ikke (i hvert fald ikke denne aften).

En interessant snak opstår om oversættelser, hvor Lindstedt bl.a. siger, at hun får sin rytme fra finsk, men er inspireret mange steder fra. Derfor kan en oversættelse, som ofte giver skriften et andet liv, blot tilføre endnu en ny stemning i værket alt efter, hvor og på hvilket sprog man læser det.

Efter næsten tre (!) timer slutter arrangementet, undervejs har forfatterne og værterne klarede det ganske godt, mens en stor del af det udenom burde være strammet op. Det ændrer dog ikke ved, at det var interessant at få et indblik i fire meget spændende værker – og forskellige forfatterstemmer.

 

Tekst og foto: Daniel Boysen

 

Nordisk Råds Litteraturpris uddeles 1. november 2017