Foto: Sofie Mathiassen

 

Hvorfor skal man læse litteratur? Hvad kan den bidrage med? Det var nogle af de spørgsmål, som DR vært Adrian Loyd Hughes havde sat forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen og lektor ved Nordisk Sprog og Litteratur, Stefan Kjerkegaard, til at diskutere en oktoberaften på Kvindemuseet.

 

Sorgens grundstof

Kvindemuseet åbnede tirsdag den 30. oktober dørene op for en samtale om litteraturens betydning og dens evne til at skabe helt nye verdener. Rummet var understøttede fint aftenens tema med dets historiske og majestætiske karakter. Væggene var beklædt med mahognitræ, og fra loftet hang prangende lysekroner, der gav en følelse af at træde ind i et historisk univers for en stund.

Aftenen indledes med en samtale om Anne Lise Marstrand-Jørgensens nye bog Sorgens grundstof (Gyldendal, 2017), hvori hun beskæftiger sig med universelle temaer, der er med til forbinde menneskeheden. I bogen udforsker hun bl.a. temaer som kærlighed, sorg, længsel, erindring og magt.

Anne Lise forklarer, hvordan hendes forfatterskab er drevet af en interesse for mennesker – især marginaliserede grupper som er udsat for uretfærdighed. Starten på en ny bog starter ofte med en interesse, undren og lyst til at udforske noget tematisk. I sit arbejde med at skrive romaner er hun søgende og optaget af at lade komplekse spørgsmål være komplekse.

Det at skrive udgør for hende derfor også en frisættelse, hvilket hun formulerer således: ”Alt hvad jeg gør på skrift, er for at være fri og fri fra fordomme og forestillinger”. Det er afgørende for hende, at de ting hun gør har en betydning, derfor vælger hun sine emner med stor omhu. Efter længere tids samtale, stopper Adrian op for at lave en konklusion: ”Så du forsøger kort fortalt at undersøge vores humanitet?”. Med et kort ja fra Anne Lise bevæger vi os i videre i aftenens program, hvor lektor Stefan Kjerkegaard vil gøre os klogere på, hvad vi opnår ved at læse litteratur.

 

Litteraturen som samtaleobjekt

Foto: Marie Hald

 

Med ivrig entusiasme deler Stefan Kjerkegaard sin begejstring for at undersøge og analysere litteraturen. Han er især fascineret af den bevidsthedsudvidelse der sker under læsningen, såvel som den genkendelighed der opstår ved at få sat ord på følelser, han kender fra sig selv. På den måde kan han få et indblik i, at andre har haft det på samme måde.

Litteraturen er ikke at forglemme et unikt samtaleobjekt, som kan skabe møder mellem mennesker. Anne Lise Marstrand-Jørgensen holder især af litteraturens evne til at skabe forståelse af andre mennesker – at få lov til at leve andre liv og personligheder. Dertil kommer litteraturens evne til at skabe et helt unikt rum af eftertænksomhed.

Aftenens inspirerende samtale har skabt et rum af eftertænksomhed i mig, og ikke mindst gjort mig klogere på, hvorfor litteratur stadig spiller en vigtig rolle i vores samfund.

 

Tekst: Camilla Søndergaard Andersen