Som optakt til VILD MED ORD blev der inviteret indenfor på Steno Museet til en aften i både naturvidenskaben og poesiens tegn. Det viste sig at være en fin sammensmeltning af de to.

 

Stjerner på en stjerneløs aften

Det er ikke fordi, stjerner er det, der er flest af på en aften midt i maj. Alligevel er det et arrangement med titlen ”ORD under stjernerne”, jeg haster af sted for at nå til. Som optakt til Vild med ORD, bliver der i aften holdt en oplægs-/oplæsningsaften i Steno Museets planetarie, der vil sørge for den stjernehimmel, der ikke findes udenfor.

Aftenens første indslag bliver holdt af kandidatstuderende ved Astronomi: Andreas Kjær Dideriksen. Han fortæller om, hvordan man kan bestemme stjerners alder, og herigennem følge deres udvikling. Fokus er på åbne hobe, som er en samling af stjerner, der er skabt af den samme gassky, samt på dobbeltstjerner, som er to (eller flere) stjerner, der er i kredsløb om hinanden. Lidt som Solen og planeterne gør, hvilket også kan skabe en slags stjerneformørkelse for hinanden.

Det er svært at beskrive kort og præcist, hvordan og hvorledes de her komponenter spiller ind i bestemmelsen af stjerners udvikling, og jeg håber ikke jeg er helt galt på den i min gengivelse af Kjær Dideriksens forklaring. Han fortæller om disse rimeligt komplicerede ting på en energisk og indlevende måde, som gør det muligt for os, der ikke er så velbevandrede i astronomiens verden at følge med i og forstå; i hvert fald det meste af den proces det er at kortlægge en stjernes livsforløb.

 

Digtene gør det abstrakte konkret

Efter pausen, hvor undertegnede bl.a. befandt sig i en simuleret livmoder, i en af museets udstillinger, bliver stjernehimlen endelig tændt. Vi starter anden del af aftenen med at få vist nogle af de konstellationer og fænomener, vi blev præsenteret for i oplægget, blandet med andre astronomiske og historiske anekdoter.

Herefter går oplæsningen/musikken i gang. Aftenens oplæser er digteren Søren R. Fauth, der akkompagneres af musiker Ejler Nyhavn på guitar.  Det er en rolig, hypnotiserende digtkoncert, der henfører en i en slags trancelignende tilstand. Sammenspillet mellem guitar og oplæsning skifter, og får mig til at tænke på dobbeltstjernernes bevægelse om hinanden; nogle gange ligger de på lige linje, og følger hinandens rytme/placering, for så at bryde ud af denne rytme/placering og veksle mellem hvem der fremtræder klarest.

Teksten inddrager flere af de billeder eller begreber, oplægget havde drejet sig om, bl.a. masse og radius, lys og selvfølgelig også tiden, der nok er uundgåelig, hvis man vil beskæftige sig med universet. Men hvor oplægget befandt sig ude i rummet, trækker digtene også universet ned på jorden igen. De kobler dette abstrakte, uendelige rum sammen med hverdagsscenarier og fysiske sansninger. På den måde bliver der skabt en kontrast mellem stjernernes meget lange livsforløb og menneskets meget korte.

Digtene virker til at være en blanding af ældre tekst fra samlingen Universet er slidt, og tekst/tanker der er opstået under oplægget. Det binder de to halvlege fint sammen, og digtene kommenterer flere gange direkte på, hvad der var sket tidligere på aftenen. På denne måde opstår der en fornemmelse af at observere, hvordan poesien i praksis kan indoptage og omforme vidensmateriale fra andre områder.

 

Ord under stjernerne, 10. maj

 

Flere lysår væk

Efter oplæsningen bliver der langsomt dæmmet op for lyset igen, og efter at have vænnet sig til det, slæber vi os udenfor, sælsomme og øre. Det er blevet mørkere end før, men der stadig ikke er nogen stjerner at se, hvilket er okay, når man lige har siddet i små to timer i en overflod af stjernehimmel, og i en fin og anderledes oplevelse, der på en naturlig måde blandede forskellige domæner. Dem kunne der godt være flere af.

En sidste ting jeg fik med mig fra denne aften er, at jeg for fremtiden når jeg kigger op på himlen og ud i universet, altid vil komme i tanke om følgende. Fordi stjernerne befinder sig så mange lysår væk fra os her på jorden, og forandringerne i rummet derfor tager så lang tid om at nå vores atmosfære og blive synlige for os, er det altid en fortidig himmel vi beskuer; vi ser altså altid bagud i tid, når vi kigger på stjernerne – hvor vildt er det ikke lige?

 

Tekst: Johanne Engel Aaen

Foto: Science Museerne


  

Information

 

Der er Fuldmåneaften en gang om måneden på Steno Museet. Programmet varierer, og kan ses her.

Vild med ORD løber af stablen 18.-21. Maj på Dokk1, programmet kan findes på deres hjemmeside her.