De tre centre på Godsbanen laver flere gange årligt open calls for kunstnere i Region Midtjylland, hvor man kan søge om at få stillet en lejlighed til rådighed i Kreuzberg, et lækkert område i Berlin. Det er en rigtig god mulighed for forfattere, der mangler tid og kræfter i deres hverdag til at komme helt ind i det næste værk.

 

Hvorfor søge opholdet?

 

 

Der er mange gode grunde til at søge (skrive)opholdet. Én af de vigtigste må være, at man kommer i en slags undtagelsestilstand; man træder ud af sit hverdagsliv og kan koncentrere sig udelukkende om at skabe. Med andre ord får man en måneds total frihed til bl.a. at vandre, opleve en ny by, læse, skrive, høre musik og møde mennesker.

Det er samtidig også en måned, hvor man ikke skal retfærdiggøre sit kunstneriske arbejde, man er midt i det. Og der kan komme noget uhyre produktivt ud af at turde sige ”på gensyn” til hverdagens besvarelser af e-mails, telefonopkald, job, studie og så videre. Altså at turde kaste sig ud i en anden slags hverdag, hvor man er fuldstændig overladt til sine egne idéer, evner og kreativitet (ja, det er skræmmende), uden at skulle stå til ansvar overfor andre.

Desuden er en anden vigtig faktor, at man ikke nødvendigvis skal søge opholdet for at skrive. Det kan også være til mere generel arbejdsro, netværksdannelse eller muligheden for at optræde/udstille/performe i udlandet.

 

Mine ophold

 

 

Første gang jeg var hernede var i februar 2015, hvor jeg tog afsted nærmest uden en krone på lommen og et desperat ønske om at genopfinde mig selv. Det resulterede i flere gode ting, at jeg fik dette ophold; først og fremmest gav det selvtillid – og en fornyet tro på mine projekter.

Samtidig var det en af de hårdeste måneder i mit forfatterskab med søvnløshed og en nærmest manisk-panisk trang til at få skrevet så meget som muligt. Det kan man fx fornemme i disse linjer fra mine Berlin-digte: ”Jeg kan ikke sove / der er for meget / som skal nås, / jeg vil gerne lave en liste / over alt det jeg skal nå / inden jeg kan sove / som at hive i lyset fra / vinduerne overfor / eller bortforklare / hvorfor mine øjne / lugter af cigaretter, / jeg roder lidt med livet her”.

Men der kom så meget godt ud af den måned, fordi jeg blev lidt kæk af at være en smule ved siden af mig selv. Jeg sendte fx manuskriptet – efter lidt gennemskrivning – til min roman Fordi ilden er vores afsted til forlag, som endte med at blive udgivet til store roser sidste år, jeg blev trykt i en række tidsskrifter i Skandinavien og begyndte på nye tekster. Man kan nå meget på bare én måned.

 

 

Anden gang er lige nu, august 2017, hvor jeg har taget en måneds orlov fra mit arbejde og skal påbegynde en ny roman, der kræver, at jeg skriver hver dag. Denne gang har jeg mere tid til at undersøge den splittelse, der stadig findes i byen; betragte den, nedskrive og overveje, hvordan den kan bruges til hovedpersonen i mit næste værk. Det er ikke let at skrive, og derfor er jeg også næsten opbrugt hver aften, når jeg kravler i seng.

Der er dog mere struktur og mindre desperation denne gang, men ikke desto mindre er det mindst ligeså vigtigt at være her. Simpelthen fordi det giver tiltrængt tid til at fordybe sig i romanens univers, hvilket ikke er en selvfølge i en almindelig arbejdsuge, hvor ens bedste energi er opbrugt, når man kommer hjem efter kl. 16.

Og som det sidste tror jeg, at det er vigtigt somme tider at satse, sætte sig selv og sit kunstneriske virke på spidsen ved fx at tage på et skriveophold som dette. 

 

tekst og fotos: Daniel Boysen

 


Mere information

Ansøgningsfrister og det formelle

Egenbetaling: Man skal betale 600,- for el/vand/internet, ligesom man selv betaler rejsen til og fra Berlin.

Kunstnere fra Region Midtjylland kan komme på arbejdsophold i Berlin, hvor Jørn Tækker stiller to lejligheder i Kreuzberg og et stort atelier i et kunstnerisk miljø til rådighed. Vi håber, at kunstnerne på deres arbejdsophold i Berlin får styrket deres muligheder på den danske og tyske kunstscene.

TækkerAIRBerlin er initieret af Aarhus Billedkunstcenter i 2014 i samarbejde med Jørn Tækker.