Teatergruppen Carte Blanche har sammen med kunstnere fra hele verden skabt The White Tribe. De laver en vandreforestilling, hvor publikum føres rundt på Dokk1 og tvinges til at tænke over nogle af livets fundamentale spørgsmål, såsom hvem er vi, hvorfor er vi her, og hvor skal vi hen?

 

Fire små pærer er det eneste, der lyser i rummet. Jeg sidder med svedige håndflader sammen med 60 andre mennesker. En kvinde træder frem i lokalet og tager ordet. Hun er lav og mørkhåret, klædt i blazer, kjole og perler, det hele i hvidt. Hun minder om en englelignende udgave af Édith Piaf.

Hun taler engelsk med fransk accent. Lyset dæmpes i takt med hvert betonet ord, indtil der til sidst er helt mørkt. Så mørkt, som man tit glemmer, det kan blive, når man bor midt i byen og altid har en elektronikkilde inden for rækkevidde.

Kvinden beder os glemme alt, hvad vi kender. Vi skal tilbage til dengang, der ikke var noget. Dengang, hvor kun mørke eksisterede.

 

De 10 performere fra The White Tribe har lavet en unik vandreforestilling, hvor publikum bliver taget med rundt på Dokk1 i Aarhus og de omkringliggende omgivelser. Til Oktober tager de til Cypern og laver et nyt show fra bunden.

 

Snore og fremmede folk

20 minutter inden stod jeg ved Dokk1’s indgang og gik hen mod en gruppe hvidklædte mennesker. Jeg spurgte, om de var med i forestillingen? De førte mig hen til et bord med en række snore i forskellige farver. Jeg fik en i mørkeblå, som jeg tog om halsen, og så var jeg klar.

Klokken 19:30 træder en kvinde også klædt i hvidt op på en stol og tager ordet. Kvinden hedder Sara Topsøe-Jensen, og hun er kunstnerisk leder for The White Tribe. Hun beder os slukke telefonen og finde de folk, med matchende snore. Den danske angst for at tale med fremmede lyser ud af øjnene på os, men efter en akavet gåen frem og tilbage står jeg sammen med syv andre mørkeblå snore.

Livet består af mønstre

Tilbage i mørket føles det som en evighed, før lyset tændes.10 folk klædt i hvidt træder ind i lokalet. De er vores guides og performere. En skaldet fyr kommer hen til min gruppe og tager os med ind i en elevator og op på øverste etage. Stilheden er tyngende i elevatoren, men guiden kigger smilende op i loftet, peger på mønsteret og siger ”dik-dik-dik”. Vi smiler, men hans pointe flyver vist over hovedet på os alle.

Guiden henter et rullebord og præsenterer sig selv som Benoit. Han taler fransk, men på rullebordet er en højtaler koblet til Google Translate. Højtaleren er hans hjælper, Cinderella.

Benoit taler om mønstre, og han finder dem over alt. På væggen, på bordet, på bygningerne set fra toppen af Dokk1. Vi skal finde et mønster i lokalet, men ingen af os ser noget. Til sidst peger han på min ternede skjorte, og gruppen bryder ud i en forløsende latter. Jeg ved ikke, om jeg skal føle mig beæret eller forlegen, så jeg ender med en mellemting.

Efter en udefinerbar mængde mønsterleg bliver vi ført hen til næste guide. Og så næste guide. Sådan forløber den næste halvanden time. Performerne virker oprigtigt glade for at fortælle os historier og vise os måder at anskue verden på. Det kan handle om vandets rejse i Århus havn, at vise hvordan natur og musik spiller sammen, eller brugen af litteratur til at kigge ind i sig selv og reflektere over, hvem vi er.

Det er alt sammen meget abstrakt og ukonkret. Jeg føler mig ikke klogere på livet, efter jeg har været vidne til en fedladen mand i hvid kittel spille avantgarde musik i et badebassin, men alligevel er jeg i en trancelignende tilstand. Vi blev fra starten bedt om at tie stille, så vi går alle rundt i en salig melankoli.

 

Benoit (i midten) viser, hvordan vi alle forvandles til mønstre og geometri gennem kalejdoskoper.

 

Vi skal være nysgerrige

The White Tribe startede for fire år siden, og siden har de lavet forestillinger rundt om i verden. Til oktober tager de til Cypern i en måned. Hvad den forestilling skal handle om, ved de først, når de kommer derned. Sara Topsøe-Jensen fortæller, at hver forestilling er skræddersyet til området.

”Dokk1 er både tæt på byen og vandet. Derfor har vi arbejdet med kultur over for natur og fortid over for fremtid. Vi forsøger at få publikum til at stille spørgsmål til den virkelighed, vi deler,” fortæller hun.

Dokk1’s ramme, der både indebærer bibliotek og kulturhus, har været en udfordring for holdet. Sara og resten af gruppen er altid nødt til at tage højde for, hvor de befinder sig og deres muligheder og begrænsninger.

”Det har været en udfordring, at biblioteket er åbent under hele forestillingen. Normalt arbejder vi med lyd og mørke, men her må vi forsøge at inkorporere omgivelserne,” siger hun.

Dufte vækker minder

Min gruppe er nået til aftenens sidste performer. Vi står i en bibliotekskælder, hvor den Édith Piaf-lignende dame træder frem og beder os følge hende.

”Kender I den bog om bedstemoren i skoven?” spørger hun, mens hun går. Det gør vi ikke, så hun finder en slidt børnebog i en bogreol og viser den til os.

”Det er min yndlingsbog,” siger hun. ”Også selv om jeg ikke forstår et ord. Ved I hvorfor?” Før vi når at svare, tager hun bogen helt op til ansigtet. ”På grund af lugten,” siger hun.

Foran bogreolens bøger står hundredevis af små medicinflasker med forskellige dufte. Hun påstår, at hun kan læse en hel bog blot ved at dufte til dem. Vi griner, men bliver alligevel enige om, at forskellige dufte kan fortælle en historie i sig selv. At en duft kan tage os tilbage til et sted, vi ikke har været i mange år.

At knytte bånd med fremmede

Efter forestillingen sidder vi om et rundt bord og drikker te. I snorene sidder et stykke hvidt papir, som vi skal skrive et spørgsmål på. Jeg er den sidste til at finde på et spørgsmål. Efterfølgende bytter vi med en anden gruppe.

Vi læser dem op ét af gangen, men samtalen bliver hurtigt drejet over på, hvad vi lige har oplevet. Vi kender ikke hinanden, men alligevel har vi skabt et bånd sammen. Vores stemmer er dæmpede, og vi drikker teen langsomt. Det rart at tale med dem.

Jeg træder ud på Dokk1’s trappe, hvor aftensolen er blevet til en kold og klar nattehimmel. Jeg går roligt ned af trappen med hænderne i lommen. På vejen hjem tænker jeg over, hvad jeg lige har været med til, mens jeg stadig har en bismag af grøn te i munden.

tekst: Emil Valdimarsson

foto: Christoffer Brekne