Synes du også, litteraturen fortjener mere opmærksomhed?

 

Om Aarhuslit

Vi er et nystartet fællesskab, der vil sørge for mere fokus på litteraturen i og omkring Aarhus. Vi arbejder på tværs af politiske og institutionelle interesser, forlag og litterære miljøer. Målet er, at vi laver reportager fra arrangementer, litteraturguides med events, interviews/portrætter af forfattere, forlag og litteraturpersonligheder og podcast (og hvad vi ellers får af gode idéer).

Aarhuslit er stiftet af forfatter og litteraturformidler Daniel Boysen, der bl.a. siger om litteraturen: “Jeg kan godt lide den skæve – og til tider oversete – litteratur. Især tekster, der handler om oprindelsen af noget og vil påvirke det, i bred forstand, der findes i verden. Aarhus er fyldt med spændende steder, hvor litteratur (ikke kun i bogform) udfolder sig. Jeg synes det er interessant, når oplæsninger og værker finder sted i fx tøjforretninger, på et tag eller i en bus, hvor de netop påvirker deres omgivelser.”

 

Om at være en del af redaktionen

Vi arbejder alle frivilligt; men det er meningen, at vi fx skal have gratis adgang til betalingsevents og have en bog til interviews.

Vi bestræber os på at holde mindst et månedligt redaktionsmøde, så vi kan få vendt nye idéer, følge op på artikler og lære hinanden at kende. Det sociale i redaktionen er vigtigt.

Du skal skrive eller tage billeder til i gennemsnit 2 artikler pr. måned, fx en litteraturguide og en reportage. Med hensyn til fotografer søger vi nogen, der har lyst til at tage billeder til events og under interviews.

Det er en fordel, hvis du interesserer dig for litteratur og kultur.

Hvis du ikke kender til WordPress, laver vi en vejledning og gennemgang (det er let at lære).

 

Skriv lidt om dig selv

Send lidt om dig selv til Daniel på daniel@aarhuslit.dk 

Skriv gerne lidt om, hvad du studerer eller har studeret, hvilken litteratur der interesserer dig og hvor du forestiller dig dine styrker er (reportage, interview, podcast eller noget andet)

Hvis du har erfaring fra tidligere, så medsend gerne link/fil med tekst og/eller billeder.

Deadline: 23. april

 

Vi glæder os til at høre fra dig,

vh. redaktionen